Banerytterne udtaget til OL

Den forsvarende olympiske mester i omnium, Lasse Norman Hansen, er blandt de banecykelryttere, som i dag er blevet udtaget til OL.

DIF, der er olympisk komité i Danmark, har sat navn på de ryttere, der skal med til OL i banecykling. Truppen til 4000 meter holdforfølgelsesløb består af Casper Folsach, Frederik Rodenberg Madsen, Niklas Larsen, Casper Pedersen, Rasmus Quaade og Lasse Norman Hansen. Sidstnævnte skal også køre omnium, hvor han er forsvarende olympisk mester. Amalie Dideriksen skal repræsentere Danmark i kvindernes omnium.

Ved OL i London var Lasse Norman Hansen den helt store danske succeshistorie, da han overraskende vandt guld i omnium. Denne gang vil forventningerne og presset være et helt andet på den 24-årige. I starten af marts måned i år blev han nummer fem ved VM.

– Jeg levede ikke helt op til mine egne forventninger til VM, så jeg har tænkt rigtig meget over, hvad der gik galt. På den baggrund har jeg valgt at skrotte mine egne forventninger, fordi jeg synes, at de vejer for tungt. Jeg vil hellere bare gå ind til det med et åbent sind og gode ben, siger Lasse Norman Hansen, der vil fokusere enkeltvis på de seks discipliner, som omnium-konkurrencen består af.

Ambitionerne er også store i 4000 meter holdforfølgelsesløb. Holdet har været gennem et generationsskifte siden OL for fire år siden, så gennemsnitsalderen for rytterne nu er under 22. De unge drenge har fart i benene, hvilket de beviste, da de vandt bronze ved VM tidligere på året.

– Vi har fået nogle unge knægte ind, som kører rigtig hurtigt. Gennemsnitsalderen er blevet lavere, og farten er blevet højere. Vi sigter efter medaljerne. Jeg ved ikke, om jeg synes, at det er realistisk at køre efter guld. Men en bronzemedalje ville være stort, siger Lasse Norman Hansen med tanke på Australien og Storbritannien, som har været meget dominerende de sidste mange år.

Klassehold
I Danmarks Cykle Union er sportschef, Lars Bonde, særdeles tilfreds med de ryttere, som skal køre i rødt og hvidt under legene i Rio.

– Det er et klassehold, som vi har udtaget til OL. Holdet har været gennem et generationsskifte, hvor vi har fået nogle unge ryttere ind, som kører rigtig stærkt. Vi tager helt sikkert til Rio for at komme på medaljeskamlen, siger Lars Bonde.

I 4000 meter holdforfølgelsesløb er der fire ryttere på banen ad gangen. Men man kan skifte ud mellem de enkelte løb. Reglerne fra den internationale olympiske komité, IOC, foreskriver, at hver nation må stille med en trup på fem ryttere og en enkelt reserverytter på en såkaldt P-akkreditering. I den danske trup er det Rasmus Quaade, der har en P-akkreditering. Men reelt set er der ingen forskel på rytternes status på holdet, ligesom de alle bor inde i OL-byen i Rio.

-For os består holdet af alle seks ryttere, og de er alle lige vigtige i vores fælles bestræbelser på at lave det bedst mulige resultat i Rio. De indgår på lige fod i forberedelserne frem mod og under OL. Det bliver efter en konkret vurdering fra landstræner Casper Jørgensen, at det i sidste ende besluttes, hvem der skal køre kvalifikation, første runde og finaler i holdforfølgelsesløbet, siger Lars Bonde.

I Danmarks Idrætsforbund ser chef de mission, Morten Rodtwitt, frem til konkurrencerne i banecykling.

– Danmark har stolte traditioner for banecykling, hvor vi har vundet medalje ved de seneste to olympiske lege. Ved dette OL sender vi også et utrolig stærkt hold af sted. Lasse Norman Hansen møder op som forsvarende olympisk mester i omnium, og 4000 meter-holdet vandt bronze ved VM tidligere på året. Så jeg er sikker på, at vi vil være med helt fremme, når konkurrencerne afgøres. Desuden er det rigtig positivt for dansk cykling at se, at vi denne gang også er repræsenteret hos kvinderne. Amalie Dideriksen er et stort talent, og det bliver spændende at følge hende ved hendes første OL, siger Morten Rodtwitt.

Team Danmarks direktør Lone Hansen roser Danmarks Cykle Union (DCU) for et dygtigt talentarbejde, der på rekordtid har udviklet landsholdsryttere på meget højt internationalt niveau.

– DCUs trænere og sportschef har formået at skabe et godt elitemiljø i kraftcentrene i Odense og Ballerup. De er samtidig ikke bange for at udfordre vanetænkningen, og det er vigtigt, hvis man vil følge med konkurrenterne i international elitesport. Placeringerne i banecykling bliver afgjort på meget små marginaler, og derfor skal man konstant udfordre den måde, man arbejder på for at finde de sidste hundrededele af et sekund. Det har DCU sammen med Team Danmark haft modet og dygtigheden til at gøre i forberedelserne frem mod OL, og jeg håber, det store analysearbejde, udviklingen af de nye cykler og fantomdragter giver belønning i velodromen i Rio, siger Lone Hansen.