26-årig fængslet for røveri og salg af narkotika

En 26-årig mand er blevet varetægtsfængslet, sigtet for røveri og narkosalg.

I går klokken 17.10 så en butiksvagt den 26-årige i færd med at stjæle tøj fra et gadebord tilhørende en butik i Brødregade i Randers. Vagten gik ind i butikken og gjorde ekspedienten opmærksom på det og gik derefter ud og rettede henvendelse til den 26-årige, der med det samme flygtede fra stedet med nogle varer under armen.

Butiksvagten og ekspedienten satte efter den 26-årige, der løb gennem byen og til sidst endte ved biblioteket, hvor han vendte sig rundt og truede ekspedienten med en lommekniv. Ekspedienten trak sig, og den 26-årige stak af fra stedet.

Efterfølgende blev der set videoovervågning igennem, og politiet fik et godt signalement af gerningsmanden, der blev rundkastet til alle patruljer. Godt to timer senere, klokken 19.50, observerede en patrulje på Vestergade i Randers en mand, der passede på signalementet, med to sorte styrthjelme i armene. Den ene betjent steg ud af bilen og fulgte efter manden ind i en baggård, men så snart manden opdagede betjenten løb han fra stedet, hvorefter betjenten satte efter til fods. Efter en længere løbetur, hvor manden undervejs smed de to hjelme fra sig, blev han anholdt på Jernbanegade. Det viste sig, at der i de to styrthjelme fandtes en større mængde narkotika.

Den 26-årige blev i dag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Randers og her blev han varetægtsfængslet til den 4. august.