Vi er en nation af dårlige tabere

af

Knap syv ud af ti danskere betragter i et vist omfang sig selv som dårlige tabere. Det viser en undersøgelse, som YouGov har for Søndagsavisen. Faktisk er det så vigtigt for os at vinde, at 32 procent af danskerne kan finde på at snyde i spil, og over hver fjerde ung mellem 18-34 år er blevet uvenner med en, de har tabt til i spil.

At så stor en del af danskerne definerer sig selv som dårlige tabere, kan ifølge Andreas Lieberoth, der er adjunkt på DPU og forsker i spilpsykologi, ses som et symptom på, at vi konstant føler, at vi bliver vurderet.

– Hvis man har en hverdag, hvor ens præstationer hele tiden bliver målt, kan det skabe en enorm tvivl om ens egne evner. Når man så spiller, sættes det hele på spidsen, for der er ingen gråzoner: man kan kun tabe eller vinde, siger han til Søndagsavisen.

At vi er en flok dårlige tabere, skyldes dog ikke kun stress i hverdagen.

– Nogle trives bedst med intensiv konkurrence – det er nu eller aldrig. Det kan være folk, der er opvokset i en søskendeflok, hvor der hele tiden skulle konkurreres. Hvis man så samtidig mangler overskud til at styre sit temperament, kan grobunden være lagt for en dårlig taber, forklarer Andreas Lieberoth.

Ud over at ødelægge den gode stemning risikerer de dårlige tabere også at bremse sig selv, hvis de giver op.

– Store amerikanske studier har vist, at nogle børn tror, at der er et loft for, hvad de kan præstere. Når de møder et problem, som de ikke kan løse, vil de sidde tilbage med en følelse af hjælpeløshed. Hvorimod børn, der tror på, at de kan dygtiggøre sig, bruger det at tabe konstruktivt og har en større tendens til at klare sig bedre senere i livet, fortæller Andreas Lieberoth til Søndagsavisen.