27-årig overfaldet i toget – Teenage-brødre anholdt

To brødre på henholdsvis 16 og 17 år blev onsdag aften anholdt og sigtet for et røverisk overfald mod en 27-årig mand i toget til Kalundborg.

Togpassagerer kontaktede ved 18-tiden politiet og fortalte, at en mand var blevet overfaldet i toget af to andre mænd.

Da toget ankom til stationen, fik politiet kontakt til en forslået 27-årig mand fra Kalundborg. Han bekræftede at han var blevet overfaldet af to mænd, som havde både slået og sparket ham på kroppen og i ansigtet, samtidig med, at de havde frataget ham hans mobiltelefon samt et ur.

Uret blev dog senere fundet efterladt ved et sæde i toget, men mobiltelefonen var væk.

De to overfaldsmænd blev på stationen straks udpeget af offeret og vidner, så politiet kunne kort efter anholde de to brødre, der blev sigtet og afhørt i sagen.

Brødrene havde tilfældigt mødt deres offer i toget, men de kendte ham i anden anledning. Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at motivet til overfaldet muligvis var en tidligere tidligere økonomisk strid mellem offeret og en person i de anholdtes familie.

Den røvede mobiltelefon fandt politiet ikke hverken på de anholdte eller i toget.

Politiet har underrettet brødrenes forældre og de sociale myndigheder om sagen. De anholdte har begge overnattet i et arresthus og vil torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk.