Skød naboen i benet: Han larmede for meget

,

af

Arkivfoto: Skitterphoto / Pixabay

Retten i Horsens dømte i fredags den 12. august en 51-årig mand fra Horsens for at have skudt sin 74-årige nabo i benet med et luftgevær.

Episoden fandt sted den 8. maj i år.

– Hændelsen fandt sted i en ellers fredelig haveforening i Horsens, fortæller Jesper Rubow, anklager fra Sydøstjyllands Politi og uddyber:

– Den dømte nægtede i retten, at det var hans hensigt at ramme naboen, men at han ville stoppe larmen fra den 74-åriges græsslåning. Den 51-årige satte sig derfor på knæ i hækken og skød efter plæneklipperen, men ramte i stedet for den 74-årige mand i benet. Han blev derfor tiltalt for ’grov vold’.

Da der ikke var tvivl om, hvad der var sket, og hvem der havde gjort hvad, så skulle Retten i Horsens udelukkende tage stilling til, om den 51-årige kunne dømmes for skuddet – altså om han havde udvist tilstrækkelig ond vilje til en domfældelse, eller om det var uagtsomt, at han havde ramt. Det mente retten ikke, det var, og derfor fik den 51-årige sin dom.

Under sagen blev der fremlagt røntgenbilleder og lægeerklæring, som viser, at den 74-årige stadig har haglet siddende i benet. Luftgevær og hagl blev konfiskeret under sagen.

Dommen lød på 3 måneders betinget fængsel, og så skal den 51-årige også udføre 80 timers ulønnet samfundstjeneste.

Offeret blev tilkendt en erstatning på 1.000 kr.