Skud affyret ved Rosengårdscentret i Odense

af

Torsdag aften blev der affyret skud på parkeringspladsen ved Rosengårdscentret i Odense.

Fyn Politi modtog klokken 23.44 flere anmeldelser via alarmcentralen om skyderiet, der fandt sted omkring Gul indgang.

Vidneoplysninger gik ved anmeldelsen på, at der fra en knallert med 2 personer på, var blevet afgivet adskillige skud mod en mørk bil – muligvis en Audi St.car. Knallerten var kørt fra stedet ad Ørbækvej retning byen.

Kort efter anmeldelsen fik en patrulje ved Vollsmose kortvarigt visuel kontakt med en knallert med 2 personer på. Knallerten forsvandt omkring Granparken.

Politiet har i timerne efter efterforsket og afhørt vidner på gerningsstedet. Og Fyns Politi oplyser, at der angiveligt er affyret op til 6 skud fra passageren på knallerten mod personbilen, hvorefter både bil og knallert hurtigt kørte fra stedet. Skuddene er afgivet på meget kort afstand – ganske få meter mellem bil og knallert.

De to personer på knallerten var maskerede med skimasker, hvor der var huller til øjne og mund. Der er ikke fundet afskudte patronhylstre, glasskår eller andre rester fra bil, ej heller huller i bygninger/facade eller huller i asfalten. Der ingen som har henvendt sig på Odense Universitets Hospital med skader, der kunne stamme fra episoden. Politiet har haft kontakt med flere Audi st.car, efter episoden – alle uden skader.

– Vi står igen med en anmeldelse om skyderi, hvor vi – ud over vidneforklaringerne – ikke kan finde fysiske beviser på skyderiet, fortæller Vagtchef Lars Chr. Thede og fortsætter:

– Det giver følgende muligheder: at der er skudt med en revolver, hvor hylstrene forbliver i tromlen, men kuglerne enten ikke har ramt noget eller sidder i bilen. Der er også den mulighed, at der er skudt med løse skud eller gasskud for at skræmme, og hvor de afskudte hylstre så også bliver i tromlen.

Ingen personer er blevet anholdt, så politiet kan ikke sige noget om, hvorvidt skudepisoden har forbindelse til den verserende konflikt i rocker/bandemiljøet i Odense, eller om der er tale om et internt opgør.

Fyns Politi oplyser endvidere, at en knallert kort før klokken et i nat blev brændt af i en plantage på Bjerggårdsløkken i Seden. Knallerten er helt udbrændt. Hvorvidt knallerten kan sættes i forbindelse med skudepisoden ved politiet ikke på nuværende tidspunkt.