Her er supermarkederne med bedst og værst kasseservice

af

Korte køer, et personale, der næsten altid hilser på kunderne, og æggebakker, der tjekkes. Det sikrer Irma sejren i Søndagsavisens tjek af kasseservice i 119 butikker fordelt på 11 danske supermarkedskæder. Sidstepladsen med ringest kasseservice deler Lidl og Netto.

Søndagsavisens tjek er foretaget den 6. oktober, hvor 22 journalister har besøgt 119 butikker på tværs af landet og bedømt butikkerne ud fra parametre, der er udarbejdet i samarbejde med eksperter inden for service i detailhandlen.

Oplevelsen af kundeservice i kassen er vigtig for både kunden og butikken, forklarer Karsten Koch, partner i konsulenthuset Meng & Company.

– Kasselinjen er butikkens mulighed for at sende dig afsted med et ønske om at komme igen snart. Det er her, supermarkederne sætter deres signatur. Medarbejderne har kun få sekunder til at give en god service, og det er i kassen, siger han.

Efter Irma er Føtex den butik med bedst kasseservice, viser tjekket. Fakta er bedst blandt discountbutikkerne, men slår også de store supermarkeder Kvickly, Meny og SuperBrugsen.

Servicetjekkets tabere Netto og Lidl oplyser begge til Søndagsavisen, at de vil bruge resultatet som anledning til at forbedre deres kundeservice.

I bedømmelsen af supermarkederne indgår for eksempel længden af køen, om ekspedienten hilser, folder indkøbsposen ud og tjekker, om dine æg er hele.

Her får du bedst service i kassen:

Supermarkeder:

1. Irma
2. Føtex
3. Kvickly
4. Meny
5. SuperBrugsen

Discountbutikker:

1. Fakta
2. Aldi
3. Kiwi
4. Rema 1000
5. Lidl
6. Netto