Mange danskere i fare for at løbe tør for pension

,

af

For mange danskere kan der vente sig en slem overraskelse, efter de har lagt arbejdstøjet fra sig og påbegyndt livet som pensionist.

Det skriver Søndagsavisen.

Når danskerne i dag går på pension som 65-årige, har mændene udsigt til at leve 19 år længere, mens kvinderne har udsigt til at leve 23 år længere ifølge tal fra ATP.

Men ifølge beregninger fra pensionsselskabet Danicas kan danskerne i gennemsnit kun opretholde deres nuværende levestandard i knap 17 år, fra det tidspunkt de går på pension.

– En stor del af de dans­kere, der går på pension i de kommende år, vil komme i problemer, fordi de har sparet for lidt op i pension til at kunne bevare den levestandard, de har i dag, helt frem til de går bort, siger direktør i Danica Pension Lars Ellehave-Andersen.

Han påpeger, at ens pension skal være på 80 procent af ens indkomst på arbejdsmarkedet, hvis man skal kunne opretholde den samme levestandard.

– Før i tiden var tankegangen, at man havde behov for flest penge i starten af ens pensionisttilværelse. Men sådan er det faktisk ikke, for i de lidt ældre år, der stiger udgifterne til medicinering og andre sundhedsudgifter. Derfor nytter det ikke, hvis ens pension bliver mindre i den sidste halvdel af pensionisttilværelsen.

Danskernes pensionsalder er i disse uger igen til debat på Christiansborg, da regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen ønsker at hæve danskernes pensionsalder. I forvejen er der dog allerede udsigt til, at danskernes pensionsalder stiger i takt med levealderen som følge af velfærdsreformen fra 2006. Men uagtet at pensionsalderen har udsigt til at stige, så ændrer det ikke på, at danskerne særligt i fremtiden vil have endnu sværere ved at opretholde deres levestandard som pensionister.

– Det hjælper selvfølgelig at blive flere år på arbejdsmarkedet, men når både danskernes forventning til en aktiv og dermed bekostelig pensionisttilværelse vokser, og når danskernes levealder stiger mere end pensionsalderen, så vil mange danskere blive skuffet, den dag de går på pension, hvis ikke pensionsindbetalingerne vokser i forhold til i dag, siger Frank Pedersen, afdelingsdirektør og seniorrådgiver i SEB Pension.