Otte bandemedlemmer fængslet på 10 dage

Arkivfoto: succo / Pixabay


En 28-årig mand, med tilknytning til bandemiljøet, blev i går ved et grundlovsforhør i Retten i Aarhus varetægtsfængslet i fire uger sigtet for overtrædelse af knivloven.

Han blev dermed den seneste i rækken af bandemedlemmer, der er blevet varetægtsfængslet i forbindelse med den igangværende bandekonflikt i Aarhus.

I alt er otte personer blevet varetægtsfængslet de seneste 10 dage – alle mænd i 20’erne.

– Det er med til at understrege, at vi kører en skærpet, målrettet indsats mod bandegrupperingerne, og at vi bruger de redskaber, vi har for at få stoppet konflikten og få skabt ro i området, siger en tilfreds politiinspektør Lau Thygesen.