67-årig mand dræbt på motorvej – lastbilchauffør overså at trafikken var gået i stå

Foto: Rigspolitiet.


En 67-årig mand fra Sydfyn blev ved middagstid i dag dræbt i en færdselsulykke på den sønderjyske motorvej E45syd for afkørsel Kliplev.

De foreløbige undersøgelser tyder, ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi, på, at en rumænsk lastbilchauffør var uopmærksom og overså, at trafikken foran ham var gået i stå og påkørte derfor en mindre dansk personbil med et ægtepar. Denne bil blev skubbet op i en foranholdende tysk bil med campingvogn. Manden i den danske bil blev dræbt.

Lastbilchaufføren er anholdt og sigtes for uagtsomt manddrab. Der er, ifølge politiet, ikke mistanke om kørsel i påvirket tilstand.

Det tyske par samt ægtefællen til den dræbte blev efter ulykken kørt til sygehus til behandling for chok.