Par fængslet: Truede med at sætte ild til asylcenter

af

Foto: Politi.dk

Et udenlandsk par blev i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, sigtet for forsøg på brandstiftelse og for trusler mod politiet.

Parret – en 40-årig mand og en 35-årig kvinde – truede i går med, at sætte ild på et asylcenter i Frederikshavn, hvilket straks fik Nordjyllands Politi til at sende politistyrker og rednings- og brandfolk til stedet. Men efter et længere forhandlingsforløb overgav parret sig til politiet, hvorefter de begge blev anholdt.

I forløbet blev der også fremsat trusler mod politiet.

– Vores efterforskning efter episoden i går gjorde, at vi vurderede, at der var et grundlag for at sigte dem for brandstiftelse og for trusler mod politiet. Derfor blev de fremstillet i dag, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi, Peter Skovbak Pedersen.

Retten valgte at varetægtsfængsle parret i fire uger.

Politiet skal nu efterforske sagen yderligere, og derfor har man ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt.