21-årig fængslet: Sigtes for at sætte ild til asylcenter

En 21-årig mand er blevet varetægtsfængslet, sigtet for brandfstiftelse i et asylcenter i Silkeborg.

Manden er sigtet for torsdag aften at have sat ild til asylcentret i det tidligiere Hotel Impala i Silkeborg, hvor han også selv bor.

Den 21-årige er sigtet efter straffelovens § 181, der har en strafferamme på op til 6 års fængsel. Han blev i dag fremstillet i lukket grundlovsforhør ved Retten i Viborg. Her nægtede den sigtede sig skyldig.

Alligevel valgte retten at varetægtsfængsle manden.

– Vi anmodede om varetægtsfængsling på grund af sagens grovhed, og fordi vi vil undgå, at manden forsøger at spænde ben politiets efterfølgende opklaringsarbejde. Derudover er der tale om en udenlandsk statsborger uden fast bopæl i Danmark, og vi vil gerne sikre os, at han ikke forsvinder, mens vi undersøger sagen. Domstolen var enig i vores vurdering og har derfor besluttet at varetægtsfængsle manden i 28 dage. Den tid skal politiet nu bruge på en nærmere efterforskning af hændelsen. Der skal laves brandtekniske undersøgelser, og der er også nogle vidner, der skal afhøres, siger Lasse May, der er Midt- og Vestjyllands Politis anklager i sagen.

Den 21-årige kærede beslutningen om varetægtsfængslingen til landsretten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *