Brand i asylcenter var ikke påsat – 21-årig løsladt

Foto: Rigspolitiet.

Der var alligevel ikke tale om en påsat brand, da der forleden udbrød bran i et asylcenter i Silkeborg. En 21-årig mand, som politiet mistænkte for branden er blevet løsladt.

Torsdag d. 10. august udbrød der brand i det tidligere Hotel Impala i Silkeborg, som fungerede som bosted for asylansøgere. En 21-årig mandlig beboer på stedet blev anholdt og sigtet for brandstiftelse efter straffelovens § 181, der har en strafferamme på op til 6 års fængsel. Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør. Selvom den 21-årige nægtede at have startet branden, valgte retten at varetægtsfængsle ham i 28 dage.

Nu er de brandtekniske undersøgelser foretaget af Dansk Brand- og Sikringsinstitut og politiets kriminaltekniske center er nu overstået og resultatet af undersøgelser viser, at det med overvejende sandsynlighed var varmeudvikling i en eltavle, der antændte branden.

Som følge af konklusionen på de brandtekniske undersøgelser er den 21-årige blevet løsladt. Sigtelsen mod ham opretholdes alligevel – hvilket, ifølge politiet er rutinemæssigt, mens man afventer den sidste dokumentation i sagen.