22-årig idømt syv måneders fængsel for våbenbesiddelse

af

Arkivfoto: succo / Pixabay

Retten i Aarhus idømt i går en 22-årig mand med relationer til bandegrupperingen Black Army syv måneders fængsel for at have en stor kniv på sig.

Den 22-årige var den 24. juli i år sammen med en gruppe andre personer på Rosenhøj Torv i Aarhus hvor de skabte utryghed. Politet kom til stedet, hvor den 22-årige blev visiteret og han blev fundet i besiddelse af en kniv på omkring 10 cm, som var gemt i hans underbukser.

Retten fandt det bevist, at den 22-årige har relationer til bandemiljøet, og det giver en særlig skærpet straf. Samtidigt havde det indflydelse på straffen, at det er anden gang, han blev taget med et ulovligt våben på sig, og at han tidligere er dømt for personfarlig kriminalitet.

Isoleret set gav den ulovlige våbenbesiddelse 50 dages fængsel, men retten fulgte anklagerens påstand om, at en reststraf på 175 dage for tidligere kriminalitet skulle lægges oveni. Dermed nåede den samlede dom op på syv måneders fængsel.

Dommen glæder anklager Irene Thyssen:

– Dommen er et udtryk for, at politiets målrettede indsats mod den verserende bandekonflikt er rigtig effektiv. Det er en alvorlig sag, hvis man har relationer til bander og går rundt med våben på sig, siger Irene Thyssen.

Den 22-årige er den anden person med banderelationer, der får en dom, i forbindelse med bandekonflikten. Yderligere 26 sidder varetægtsfængslet og venter på, at der bliver rejst tiltale mod dem.