Irma er på vej mod Florida

Orkanen Irma er ved midnatstid natten til søndag nord for Cuba på vej mod Florida (øverste venstre hjørne). Foto: NOAA


Efter orkanen Irma har hærget på de Små Antiller i Vestindien samt Puerto Rico, Bahamas og Cuba er den nu på vej mod Florida.

Irma er nu nedgraderet til en kategori 3 orkan, men da den ramte Caribien var den en kategori 5 orkan – den kraftigste der nogensinde er registreret i Atlanterhavet med hastigheder på op til 267 km/t.

Orkanen har indtil nu kostet 24 mennesker livet i Caribien og på den franske del af øen Sankt Martin forlyder det, at 95% af øen er ødelagt.

Millioner bedt om at evakuere
De amerikanske myndigheder – både nationalt, på delstatsniveau og lokalt, har de seneste døgn forberedt sig på Irmas ankomst. I staten Florida er flere skoler, universiteter og uddannelsessteder lukket og forventes at være lukket i hvertfald mandag med. Også indkøbscentre, forlystelsesparker og naturområder er lukket for besøgende. Også postvæsnet har meddelt, at man flere steder suspenderer postudbringningen weekenden over og de første par dage i den kommende uge.

Knap syv millioner mennesker er blevet bedt om at forlade de lavtliggende kystområder i Flordia. Lidt mere end en million menes at have fulgt myndighederne.

Floridas guvernør Rick Scott har indtrængende bedt alle indbyggere i statens kystområder om at flygte ind i landet eller, hvis muligt, at tage til et af de mere end 300 særlige steder, herunder skoler og sportshaller, som er omdannet til midlertidig indkvartering af tusindvis af mennesker.

Det forventes, at orkanen Irma rammer Florida ved 2-tiden natten til søndag – ved 8-tiden dansk tid.