18-årig anholdt efter fredagens bombe i London

af

Arkivfoto: Sunil060902 (CC BY-SA 3.0)

Britisk politi har her til morgen anholdt en 18-årig mand i forbindelse med efterforskningen af fredagens bombe i et undergrundstog i London.

Den 18-årige blev anholdt af Kent Police i havneområdet i Dover. Han er lørdag middag fortsat i det lokale politis varetægt, men vil blive transporteret til en politistation i London i løbet af i dag. Det oplyser Metropolitian Police.

– Vi har her til morgen foretaget en vigtig anholdelse i forbindelse med vores efterforskning. Selvom vi er glade for udviklingen, så fortsætter efterforskningen og trusselsniveauet er fortsat ‘kritisk’ (højeste terror-trusselniveau i Storbritanien -red.), siger vicepolitikommissær Neil Basu, der er co-ordinator for den nationale anti-terror indsats.

– Anholdelsen vil føre til mere aktivitet fra vores politifolk. Af hensyn til efterforskningen kan vi ikke på nuværende tidspunkt give flere detaljer om den anholdte mand.

30 såret af bombe
30 personer vides at være blevet såret i angrebet, hvor en hjemmelavet bombe blev detoneret i et undergrundstog ved stationen Parsons Green i London. Det skete midt i myldretiden fredag morgen klokken 08.20.

Metropolitian Police oplyser, at man har talt med 45 vidner og man fortsat modtager informationer fra offentligheden, desuden har man indtil nu modtaget 77 billeder og videoer fra episoden.