Danskerne klar til X Factor-farvel

af

X Factor dommerne Mette Lindberg, Thomas Blachman og Remee under finalen i 2017. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.

Der opstår ikke umiddelbart national sorg, når X Factor senere på året starter op for sidste gang på DR’s kanaler.

Kun 16 procent af danskerne siger nemlig, at de vil savne at se X Factor fredag aften. Det viser en rundspørge, YouGov har lavet for Søndagsavisen.

Syv ud af ti svarer, at de ikke vil savne X Factor overhovedet.

– Mange sukker efter noget fornyelse. En hel del har måske fulgt med i X Factor, fordi det er det, der er i tv fredag aften, og ikke fordi man nødvendigvis er begejstret for det, siger Henrik Søndergaard, medieforsker på Københavns Universitet og ekspert i public service, til Søndagsavisen.

Alligevel er der noget paradoksalt ved danskernes usentimentale forhold til lukningen af X Factor. Programmet har nemlig været en regulær seermagnet hele vejen igennem sin 10-årige levetid, og senest havde finalen i 2017 knap 1,6 millioner seere.

Så hvorfor er der så få, der vil savne X Factor?

– Der er opstået en kultur de senere år, hvor X Factor er en af de ting, man ikke rigtig vil stå ved, at man ser. Det har fået mange prygl i den offentlige debat, hvor det er udstillet som noget, der er fladpandet og ikke er lødigt nok. Der er nok en del flere – i sær børnefamilier – der vil savne X Factor, siger Henrik Søndergaard.

DR’s underholdningschef Jan Lagermand Lundme har nu sat gang i arbejdet med at finde et alternativ til X Factor.

Står det til danskerne, mener de fleste – 35 procent – at man skal vise en premierefilm i stedet fredag aften. 13 procent vil have et quizshow. Det viser YouGov-analysen.