U-bådssagen: Fandt optagelser med drab på kvinder på beslaglagt computer

Peter Madsen skal fortsat sidde varetægtsfængslet. Arkivfoto: Lars Andersen.

I dag kom det frem, at Peter Madsens computer indeholdt optagelser med tortur og drab på kvinder. Det skete i forbindelse med retsmødet om fristforlængelse af den 46-årige opfinders varetægtsfængsling. Det skriver Ekstrabladet.dk.

Peter Madsen sidder i øjeblikket varetægtsfængslet for drab på den svenske journalist, Kim Wall.

Torsdag den 10. august sejlede Peter Madsen ud med sin ubåd fra Københavns Havn, med ombord var den 30-årige svenske journalist Kim Wall. Da hun ikke kom tilbage, blev hun meldt savnet af pårørende og en eftersøgning efter ubåden ‘Nautilus’ blev sat i gang. Fredag formiddag, d. 11. august, blev der skabt kontakt til ubåden i Køge Bugt. Kort tid før Peter Madsen forlod ubåden, sank den pludselig. Peter Madsen blev – alene – sejlet ind til land, hvor han blev anholdt af politiet. Der var ingen spor efter Kim Wall.

Peter Madsen forklarede indledningsvis til politiet, at han havde sat hende i land torsdag aften ved spidsen af Refshaleøen, nær restaurationen ”Halvandet” omkring kl. 22.30.

Mens politiet ledte efter Kim Wall, som ifølge Madsen altså fortsat var i live, så blev ‘Nautilus’ hævet op af vandet og undersøgt nærmere af teknikerne. Kim Wall blev ikke fundet i ubåden.

Senere indrømmede Peter Madsen dog, at Kim Wall var død og han havde ‘begravet’ hende til søs. Ifølge Peter Madsen var der sket en ulykke ombord på ubåden.

Mandag den 21. august fandt en forbipasserende torsoen af et menneske liggende i vandet ved Amager. Hoved, arme og ben var væk. En dna-undersøgelse af torsoen viste efterfølgende, at der var tale om Kim Wall.

Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall var ‘hel’, da han smed hende i vandet.

Peter Madsen nægter sig skyldig i drab.

Videoer med tortur og drab
Politiet har gennemgået computer og harddiske fundet hos Peter Madsen og her blev der fundet optagelser af med tortur og drab på kvinder.

Ifølge Ekstrabladet.dk er senioranklager Jakob Buch-Jepsenaf den opfattelse, at de videooptagelser, som er fundet på computeren er optagelser af ægte drab på kvinder.

Peter Madsen, der deltog i retsmødet via et videolink, afviser, at optagelser er hans. Ifølge ham er der også andre, som har haft adgang til computeren, hvor optagelserne er fundet.

Knivstik på torso
Under retsmødet kom det også frem, at Kim Walls torso havde adskillige stik på bl.a. brystkassen og i underlivet. Stikkene var, ifølge anklageren, påført omkring dødstidspunktet eller kort efter.

Ifølge Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, er der ikke fundet spor af Peter Madsens dna i Kim Walls underliv, ligesom der heller ikke er fundet spor af Kim Wall på Peter Madsens penis.

Skal fortsat sidde fængslet
Peter Madsen havde krævet at blive løsladt, men retten valgte at forlænge varetægtsfængslingen frem til 31. oktober.