Facebook vil presse Netflix

Arkivfoto:Simon / Pixabay
Når Facebook det kommende år bruger en milliard dollars på at producere tv-programmer og serier, som du frit kan streame på den kommende funktion ’Facebook Watch’, kan det blive en bombe under tjenester som Netflix, HBO og Amazon, skriver Søndagsavisen.

– Facebook kan ændre hele streamingmarkedet. Hvis de kan lave programmer, der har bare nogenlunde samme kvalitet som Netflix, og det oven i købet er gratis, kan det skabe en situation, hvor priserne på streamingtjenester begynder at falde, siger Rasmus Larsen, redaktør på Flatpanels.dk, til Søndagsavisen.

Helt overordnet er Facebooks model, at de vil give dig tv-programmer og serier, som du betaler for ved at se korte reklameblokke.

– Det handler i sidste ende om at stjæle reklame-penge fra tv-kanalerne. Man vil genføde reklamefinansieret tv ved at skabe en global tv-kanal på Facebook, siger Claus Bülow Christensen, der er digital analytiker i TomorrowsNextMedia Consultancy.

Han mener dog også, at streamingtjenesterne har god grund til at ryste i bukserne.

– Hvis folk bruger mere af deres tid på at streame indhold gratis på Facebook, kan man sagtens se for sig, at folk opsiger en eller to betalingstjenester, fordi de ikke har brug for dem mere. Det ville være alvorligt. For en tjeneste som Youtube, der også levere gratis video-indhold, kan det også blive en voldsom konkurrent, siger Claus Bülow Christensen.

Facebook Watch bliver lige nu prøvekørt blandt de amerikanske brugere. Det er endnu uvist, hvornår det kommer til Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *