Borgere og virksomheder skylder staten flere penge

af

Både borgere og virksomheder skylder staten stadigt flere penge. I 2016 udgjorde den samlede skattegæld 65,9 mia. kr. Det er en stigning på 11,1 mia. kr. i forhold til 2015.

I 2016 havde staten 21,4 mia. kr. til gode i personskatter. Det er 2,8 mia. kr. mere end i 2015. Virksomhederne skyldte staten 26,5 mia. kr. i virksomhedsskatter i 2016, hvilket er 5,0 mia. kr. mere end året før. Skattegælden har været stigende siden 2013, hvor den samlet set lå på 43,2 mia. kr.

Det viser publikationen Skatter og afgifter 2017, som Danmarks Statistik har udgivet i dag. Bogen giver et samlet overblik over udviklingen i skatter og afgifter – både over tid og i forhold til resten af OECD-landene.

Grundskylden stiger fortsat
Grund­skyl­den, som udgør 88 pct. af den samlede ejendomsbeskatning (eksklusive ejendomsværdiskatten), er steget kraftigt i de seneste år. Årsagen er stigninger i den vurderede grundværdi. I 2016 steg grundskylden igen til 25,1 mia. kr. fra 24,7 mia. kr. i 2015. Siden 2008 er grundskylden dermed steget med 8,1 mia. kr. I 2017 skønnes grundskylden at nå op på 25,3 mia. kr.

Pensionsafkast og moms gav højere skatteindtægter i 2016
Den danske stat havde i 2016 et skatteprovenu på 962 mia. kr., hvilket er 6 mia. kr. mere end året før. Stigningen skyldes især øgede indtægter fra pensionsafkastskatten og moms.

Den vigtigste skattekilde i Danmark er indkomstskatterne, som hovedsageligt består af personlig indkomstskat, selskabsskat og skat af pensionsafkast. Indtægten fra den personlige indkomstskat faldt i 2016 til 511,3 mia. kr. Det er 16,6 mia. kr. mindre end året før. Indtægten fra selskabsskatter steg derimod og gav 56,2 mia. kr. i statskassen, mens de i 2015 kun gav 53,1 mia. kr.

Gode afkast på pensionsopsparingerne i 2016 betød, at pensionsafkastskatten indbragte 34,9 mia. kr., hvilket er 12,1 mia. kr. mere end året før. Også statens indtægter fra moms steg fra 189 mia. kr. i 2015 til 197 mia. kr. i 2016.