17-årig varetægtsfængslet for røverier og tyverier mod butikker

En 17-årig mand er blevet varetægtsfængslet i en sag om omfattende organiserede tyverier mod butikker.

Sagskomplekset tæller næsten 40 organiserede tyverier mod supermarkeder og tankstationer i Storkøbenhavn, Nordsjælland og Midtsjælland.

Det er Københavns Vestegns Politi, der efterforsker sagen og som i går anholdt den 17-årige. Han blev i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup og her begærede anklagemyndigheden ham varetægtsfængslet på mistanke om medvirken til 26 organiserede tyverier fra butikker i hele hovedstadsområdet.

Han er desuden sigtet for, at tyverierne i tre tilfælde udviklede sig til røverier i supermarkeder i hhv. Brønshøj, Rødovre og Gentofte – samt for vidnetrusler, fordi gerningsmændene i et tilfælde truede personalet med, at de ikke skulle kontaktede politiet.

Blandt andet fordi politiet mener, at der er medgerningsmænd på fri fod, bad anklageren om, at retsmødet skete for lukkede døre.

Retten efterkom anklagerens ønske og dørene blev lukket. Herefter blev den 17-årige varetægtsfængslet i to uger i surrogat – dvs. på en ungdomsinstitution på grund af hans alder.