Skolebus kolliderede med traktor – to tilskadekomne

Arkivfoto: 365nyheder.dk

En skolebus med ca. 20 børn kolliderede kort før klokken 14 med en traktor i nærheden af Ølgod.

Uheldet skete omkring kl. 13.50 i et vejsving på Tarpvej ved Strellev nær Ølgod. Her trak både bus og traktor ud til siden, da de kom fra hver sin side, men bussen blev alligevel ramt af den efterspændte landbrugsvogn.

De første anmeldelser lød på flere alvorligt tilskadekomne, og der blev tilkaldt tre ambulancer, en lægebil, en paramediciner, en lægehelikopter og brandvæsen med udstyr til frigørelse til stedet.

Det viste sig heldigvis, at en 14-årig dreng og den 46-årige chauffør på bussen fra Lyne Friskole var de eneste, der havde fået lettere kvæstelser ved uheldet. De kunne behandles på stedet og derefter sammen med de øvrige i bussen transporteres til skolen, hvor lærere og forældre kunne tage sig af dem.

I morgen vil skolen afholde et møde, hvor børnene i trygge rammer kan få talt om uheldet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.