Danmark har Europas dyreste kaffe

Arkivfoto: arifarca / Pixabay
Hvis du vil smage Europas dyreste kop kaffe, skal du en tur til København. En kop kaffe koster gennemsnitligt 36,05 kroner i København, og det er den højeste gennemsnitspris i Europa, viser en opgørelse, som Hoppa har lavet for Søndagsavisen.

Prisen er blandt andet en konsekvens af en høj købekraft og højt lønniveau i hovedstaden, mens det danske momsniveau og prisen for at drive en kaffebar i København spiller ind, mener Peter Mølkjær, forbrugerekspert i Deloitte.

Men det handler også om, at kaffebarerne tager den pris, fordi de kan.

– Der er mange turister i København – både fra udlandet og andre steder i Danmark. Folk er tilbøjelige til at lade pengene rulle lidt lettere, og derfor kan man tillade sig at tage de her priser. Kunderne er villige til at betale, siger Peter Mølkjær til Søndagsavisen.

Hos Dansk Kaffeinformation, der er brancheforening for kaffeindustrien i Danmark, peger direktør Henrik Frellsen også på, at danskerne vil have deres kaffe serveret på en helt speciel måde.

– Der er ret stor konkurrence på varme drikke i Danmark, men det er ikke nødvendigvis på prisen. Det handler meget om oplevelsen i kaffebaren – miljøet, musikken, møblerne, stemningen. Kan man tilbyde noget, som virkelig appellerer til kunderne, så er folk også villige til at betale, siger Henrik Frellsen.

De fem dyreste gennemsnitspriser findes i København, 36,05 kroner, Reykjavik, 33,50 kroner, Paris, 33,41 kroner, Oslo, 31,51 kroner og Stockholm, 30,85 kroner.

De billigste kaffepriser finder du i Kiev, 9,07 kroner, Minsk, 10,48 kroner, Beograd, 10,56 kroner, Rom, 11,14 kroner og Skopje, 11,14 kroner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *