To pensionister udsat for groft hjemmerøveri

af

Foto: Michael Johannessen.

To pensionister blev i nat udsat for et groft hjemmerøveri i deres hjem i Kirke Såby på Midtsjælland.

Politiet modtog klokken 03.14 et alarmopkald fra en adresse i Kirke Såby, hvor et pensionistægtepar på 84 og 75 år havde været udsat for et groft hjemmerøveri.

Politiet er indtil videre i deres efterforskning kommet frem til, at tre gerningsmænd ved 23.30-tiden brød ind i ægteparrets hjem på Lindevej i Kirke Såby, her truede de sig til parrets dankort, hvorefter en af gerningsmændene kørte til Hvalsø, hvor han forsøgte at hæve penge på dankortet, mens de øvrige to gerningsmænd blev i hjemmet hos det ældre ægtepar.

Under røveriet ankom to SOSU-assistenter Lejre Kommunes hjemmepleje til stedet for at udføre en plejeopgave. De to SOSU-assistenter blev pacificeret indtil gerningsmændene forlod stedet omkring kl. 03.10.

Både ægteparret og de to SOSU-assistenter er sluppet med moderate fysiske skader, men er naturligvis dybt berørte efter hændelsen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

De tre gerningsmænd beskrives som:

A: Mand, mellemøstligt af udseende (brun i huden), 16-18 år, 175-180 cm, spinkel kropsbygning, sort kort hår, iført sort dunjakke. Talte slavisk sprog.

B: Mand, mellemøstlig af udseende (lys i huden), 20-25 år, 180-185 cm, almindelig kropsbygning, sort kort hår, iført sort jakke og mørke bukser. Talte dansk med accent.

C: Mand, mellemøstlig af udseende (brun i huden), 20-25 år, ca. 170 cm, kraftig kropsbygning, sort kort hår, iført beige/lys jakke med hætte, sort tørklæde for ansigtet og sorte handsker. Talte dansk med accent.

Politiet betegner røveriet som værende meget groft, og beder i den anledning beboere og andre, der måtte have set noget mistænkeligt i området, om at rette henvendelse til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 114.

Politiet er særligt interesseret i at høre fra personer, der i tidsrummet mellem kl. 23.00 og 03.30 måtte have set mistænkelige/fremmede personer og køretøjer i området omkring Egevej, Magnolievej og Lindevej i Kirke Såby. Ligeledes er politiet interesseret i at høre fra borgere, der måtte have gjort observationer omkring Nordeas hæveautomat på Skolevej i Hvalsø i tidsrummet omkring kl. 01.56, ligesom politiet også gerne hører fra borgere, der har set noget på ruten fra Kirke Såby til Hvalsø – en strækning på ca. 6 km.

Politiet er i tæt dialog med Lejre Kommunes hjemmepleje, der har iværksat de nødvendige foranstaltninger i forhold til øvrige plejekrævende ældre i området.

This slideshow requires JavaScript.