Tre mænd blev væk fra session – så blev de hentet af politiet

Tre mænd blev tirsdag anholdt da de var udeblevet fra session. Arkivfoto: Flyvevåbnets Fototjeneste.

Tre mænd blev i går anholdt fordi var udeblevet fra session.

Anholdelserne fandt sted tidligt tirsdag morgen på de tre udeblevnes bopæle og politiet kørte dem derefter til session i Aalborg.

Inden det kom så langt som til anholdelse, så var de tre udeblevne først givet en bøde på 1.000 kroner. Da det ikke fik dem til at møde op fik de endnu en bøde, denne gang på 2.000 kroner. Men det var heller ikke incitament nok for de tre, så det endte altså med, at politiet måtte hente dem og bringe dem til session.

– Det kan slet ikke betale sig at blive væk fra session. Det er for det første dyrt at overse sin indkaldelse. Det kan hurtigt løbe op i bøder på flere tusinde kroner. Og for det andet kommer vi alligevel i sidste ende og følger dig på vej. Så sørg for at få tjekket din e-boks og mød op, når du skal. Så slipper du for en træls morgenvækning af politiet, hvor vi vælger tidspunktet for din session, siger fungerende politikommissær i Østjyllands Politi, Lau Kristensen.