Politiet efterlyser tre personer efter drab ved Randers Regnskov

Politiet efterlyser disse tre i forbindelse med skuddrabet på en 30-årig mand ved Randers Regnskov. (Politifoto – sløret efter pågribelsen).


Fredag aften blev en 30-årig mand skudt og dræbt foran Randers Regnskov – nu efterlyser politiet to mænd og en kvinde.

Det drejer sig om den 36-årige Mads Anker Stæhr Thorsen, den 19-årige Jonas Jørgensen og den 38-årige Pernille Klarskov Jeppesen. De er alle tre mistænkt for at have tilknytning til skuddrabet.

I går fik Østjyllands Politi assistance fra Nordjyllands Politi til at trænge ind og ransage flere adresser i Aalborg, hvor de tre personer tidligere har opholdt sig. Ingen af de tre befandt sig på adresserne.

– Det er højeste prioritet for os at få fat i de tre mistænkte, og vi efterlyser dem både bredt i Danmark og gennem Interpol, da vi ikke kan afvise, at de er søgt ud af landet. Jeg vil opfordre til, at man straks henvender sig til politiet, hvis man sidder inde med oplysninger, der kan lede os til de mistænkte, siger politiinspektør René Raffo.

De tre personer, der efterlyses, er alle kendt af politiet i forvejen. Det er Østjyllands Politis vurdering, at der er tale om et internt opgør i det kriminelle miljø, men at det ikke har sammenhæng med en bandekonflikt.

Ham man oplysninger om de tre eller til sagen, så hører politiet meget gerne om det på telefon 114.

Hvis man ser en eller flere af de mistænkte, skal man straks ringe 112 og holde sig på afstand. Østjyllands Politi vurderer, at de mistænkte kan være bevæbnede og farlige.