Politiet leder stadig efter Holger

Politiet leder stadig efter 17-årige Holger. (Politifoto).
Politiet leder stadig efter 17-årige Holger, der har været væk siden han den 26. oktober sidste år forlod en adresse i Aarhus for tilsyneladende, at tage til København.

Et vidne har fortalt Østjyllands Politi, at vedkommende har været i kontakt med Holger i weekenden umiddelbart efter hans forsvinden. Her havde Holger givet udtryk for, at han kunne finde på at tage mod Sverige. Østjyllands Politi har siden den første efterlysning modtaget en række henvendelser om, at Holger skulle være set flere steder i København, blandt andet ved Hillerødgade på Nørrebro, i Ungdomshuset på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter og på Christiania. Politiet har kunnet bekræfte, at han har været på de to første adresser, det samme har ikke været muligt på Christiania.

Kort før jul bragte Østjyllands Politi efterlysningen via Station 2 på TV2. Det gav flere nye henvendelser fra personer, som mener at have set Holger i den periode, han har været væk. Blandt andet omkring nogle shelters ved Egå Engsø i Aarhus, men her har politiet kunnet konstatere, at der ikke var tale om den 17-årige. Det samme gør sig gældende for de øvrige henvendelser, hvor det desværre har vist sig, at der ikke var tale om Holger. Det har politiet blandt andet kunnet verificere via videoovervågning.

Da den 17-årige ikke har medbragt telefon eller andet elektronik og ikke har benyttet et hævekort, har det ikke været muligt for politiet at spore, hvor han befinder sig. Derfor beder Østjyllands Politi offentligheden om hjælp.

Holger beskrives som: Dansk, 178 cm høj og almindelig til muskuløs af bygning. Han har lyst, kort hår og var sidst set iført lysebrune fløjlsbukser og lysebrun skotskternet jakke/frakke medbringende en sovepose.

Østjyllands Politi opfordrer borgere til at ringe 114, hvis de ser 17-årige Holger. Politiet opfordrer også til, at borgere gør opmærksom på det, hvis nogen har overnattet i deres fritidshus uden aftale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *