Politiet advarer: Brand i olietank i Vig – gå inden døre

af

Midt- og Vestsjællands Politi har udsendt en advarsel og beder folk i området omkring Baeshøjgårdsvej i Vig i Odsherred om at gå inden døre, da der er udbrudt brand i en olietank.

Branden er opstået i en olietank på en gård på Baeshøjgårdsvej 102.

Alle der opholder sig i området, hvor røgen er, bør gå inden døre og lukke for døre og vinduer, hedder det i en advarsel, som Midt- og Vestsjællands Politi har udsendt. Samtidig opfordrer politiet folk til at holde sig fra brandstedet, for ikke at genere slukningsarbejdet

Politiet oplyser, at branden er under kontrol, og der foretages en kontrolleret nedbrænding.

Hverken mennesker eller dyr er kommet til skade i forbindelse med branden.