Ishockey, fadøl og en sigtelse for spirituskørsel

Foto: Rigspolitiet


Tirsdag aften var der ishockey kamp mellem Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates i skøjtehallen i Frederikshavn og det tiltrak mere en 1300 tilskuere – inklusiv en 28-årig mand, der fik lidt for meget øl indenbords.

Efter kampen forlod tilskuerne hallen og politiet modtog i den forbindelse en anmeldelse om en tilskuer, som havde valgt at tage bilen hjem, selvom denne angiveligt havde drukket tæt i løbet af kampen.

En politipatrulje blev sendt til hallen og kunne her konstatere, at bilen allerede var blevet stoppet af nogle vagter på stedet.

Bag rattet sad en 28-årig mand, som forklarede, at han blot havde drukket tre fadøl og derfor mente, at han var frisk og ædruelig nok til at køre hjem.

Betjentene spurgte, om han ville afprøve alkometeret nu, hvor han var så sikker i sin sag. Det ville han gerne.

Promillen ramte 0.7 promille og ti minutter efter ramte den 0.8.

Den 28-årige bilist blev derfor anholdt, sigtet for at køre bil i påvirket tilstand og blev taget med på stationen, hvor en blodprøve skulle bekræfte promillen.

I øvrigt sluttede kampen med en 2-1 sejr til Aalborg Pirates.