Narkofund udløste straksdom til 43-årig

Arkivfoto: succo / Pixabay

Det er ikke altid, at der er lange ventetider i det danske retssystem – således blev en 43-årig mand fra Århusbydelen Viby dømt dagen efter han blev anholdt.

Sagen begyndte i går kort før klokken 14, da politiet blev opmærksom på, at der stod en stjålet el-cykel uden for en adresse i Viby, og at en beboer i opgangen var blevet set trække rundt med den. Det fik Østjyllands Politi til at opsøge manden på hans adresse. Her fandt de ikke alene el-cyklen, som den 43-årige beboer blev sigtet for at stjæle. Bag ved dén stod også en knallert, som viste sig at være meldt stjålet.

Men hvad der begyndte med en stjålet el-cykel og fundet af en stjålet knallert endte med et større narkofund, som den 43-årige nu er fængslet for.

Det var den 43-årige selv, som åbnede døren til lejligheden, da politiet bankede på. I lejligheden blev han fundet i besiddelse af fem bøtter med 670 gram amfetamin, en pose med 136 gram hash, en plade hash på 62 gram, et større antal pølsemandsposer, nogle ulovlige dopingmidler, to digitalvægte, en røggranat, en ulovlig nytårsraket og noget sort krudt.

På baggrund af fundene blev den 43-årige anholdt og sigtet for i alt fem forhold: for besiddelse af narko med henblik på overdragelse, brugstyveri af en el-cykel, brugstyveri af en knallert, overtrædelse af fyrværkeriloven og for overtrædelse af forbud mod visse dopingmidler.

I dag blev han så fremstillet i retten i Aarhus, hvor han blev idømt en straksdom på halvandet års fængslet, primært på baggrund af det første forhold om besiddelse af narko, som han erkendte.

Den 43-årige blev kørt til afsoning umiddelbart efter grundlovsforhøret. Han ankede ikke dommen.