Pølsehorn og hurtig mad vinder frem

Arkivfoto: PINOZ / Pixabay

Et par pølsehorn til togturen, en hurtig sandwich til frokost eller en chokoladecroissant til morgenmad tegner sig for stadig flere måltider i Danmark. Tankstationer og i sær 7-Eleven har nemlig så stor succes med at sælge mad ’to go’, at 70 procent af danskerne har spist et færdigt måltid fra en tank eller 7-Eleven inden for det seneste år.

Det viser en YouGov-undersøgelse for Søndagsavisen.

Hos 7-Eleven forklarer man den massive fremgang med, at udvalget er blevet større de seneste år, og at der nu også er sundere alternativer på hylderne. Vigtigst er dog konceptet ’one hand food.’

– Det skal kunne spises i én hånd, så man også kan indtage maden, mens man cykler, taler i sin smartphone eller er i bevægelse på anden måde, forklarer Morten Vedel, der er kommerciel direktør for 7-Eleven i Danmark, til Søndagsavisen.

De mange sundere alternativer betyder, at vi har fået et bedre indtryk af maden på tankstationer og 7-Eleven.

– Så kan det godt være, vi alligevel vælger pølsehornet, men det pølsehorn virker lidt sundere og friskere på grund af alle de sunde alternativer omkring det. Det er godt set, for der er en generel tendens i hele verden til, at vi spiser mere på farten og mere impulsivt, siger Jon Fuglsang, madsociolog ved Professionshøjskolen Metropol.

På trods af de sunde muligheder, er det fortsat det mindre sunde, der hitter.

Pølsehorn og hotdogs er henholdsvis de mest og næstmest solgte madvarer, viser tal fra Statoil og 7-Eleven. Herefter kommer sandwich, kage, bagerbrød, færdige salater og pizzaslices, viser en YouGov-undersøgelse for Søndagsavisen, som også sender pølsehord og hotdogs ind som nummer et og to.

Tendensen bekymrer Martin Kreutzer, der er ernæringsekspert og personlig træner hos Bodycomp.

– Måltider er et mentalt afbræk fra hele det tryk, der er i hverdagen. Når man spiser på farten, så får man ikke det afbræk, og min oplevelse er, at det er med til at holde folk stressede og pressede, siger Martin Kreutzer, og tilføjer:

– Og så det bidrager ikke godt til den generelle sundhed, hvis man spiser for meget af det her. Man risikerer at blive federe og federe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.