Politiet efterlyser tricktyv

Politiet efterlyser denne mand. (Politifoto)


Sydøstjyllands Politi efterlyser en mand, der i lørdags stjal en ældre kvindes taske med kontanter og hævekort i kvindens eget hjem.

Gerningsmanden henvendte sig lørdag formiddag hjemme hos en 91-årig kvinde i Vejle midtby for at låne 50 kr. Da kvinden gik ind for at hente pengene, gik gerningsmanden med, og på et tidspunkt lykkedes det ham at tage kvindens taske, der indeholdt nogle tusinde kroner og et Dankort. Efterfølgende hævede han flere tusinde kroner på det stjålne dankort – både i hæveautomater ved Nordea og Handelsbanken i Vejle, samt i Føtex i Vejle.

Gerningsmanden beskrives som dansk og almindelig af bygning.

Politiet har i dag offentliggjort billeder af gerningsmanden fra overvågningskameraet ved hæveautomaterne og beder offentligheden om hjælp til at identificere manden. Ved man hvem manden er eller har man andre oplysninger i sagen, så hører Sydøstjyllands politi gerne om det på telefon 114.