61-årig skød og dræbte sin arabiske nabo

af

Stanley Majors er dømt for at dræbe sin arabiske nabo. Foto: Tulsa County Jail.

61-årige Stanley Vernon Majors blev i går idømt fængsel på livstid for drabet på sin amerikansk-arabiske nabo. Det skriver det lokale medie Tulsa World.

Majors er dømt for i august 2016, at have skudt og dræbt naboen, 37-årige Khalid Jabara foran familiens hus. Drabet skete efter samme Majors var blevet dømt for at påkøre Khalid Jabaras mor i 2015, så hun brækede næsen og skulderen.

Herefter fik familien Jabara et tilhold mod Majors, der dog gentagene gange overtrådte tilholdet og chikanerede familien. Under sagen kom det frem, at Majors flere gange har udtalt sig racistisk og nedladende om familien Jabara, der er kristne og kom til USA under den libanesiske borgerkrig.

Udover fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse, blev Stanley Vernon Majors også dømt for at overtræde delstaten Oklahomas lov om hadforbrydelser.