365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Lastbilchauffør sigtet for spirituskørsel: Væltede med 200 grise i vognen

Af - 23/02/18 18:03

Torsdag formiddag væltede en lastbil med påhængsvogn lastet med ca. 200 grise på Skelbyvej uden for Næstved.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi overså føreren af lastbilen – en 50-årig mand fra Horslunde – tilsyneladende en personbil, der holdt på Skelbyvej og ventede på fri bane til at svinge til venstre ad Ulstrupvej. For at undgå at køre ind i personbilen, slog lastbilchaufføren et slag ud i vejkanten, og formentlig på grund af den bløde rabat væltede påhængsvognen og landede i grøften tæt på en ejendom.

En tilkaldt dyrlæge måtte aflive nogle grise på stedet, mens andre var døde ved uheldet.

En alkometertest af den 50-årige viste, at han var påvirket af spiritus, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.