Kvinde død efter brand i lejlighed

Arkivfoto: Rolf Larsen

En 56-årig kvinde er i dag død efter en brand i en lejlighed på Louisegade i Augustenborg fredag.

Branden brød ud fredag morgen. I forbindelse med slukningsarbejdet blev kvinden reddet ud og med en helikopter fløjet til Rigshospitalet i København i kritisk tilstand. En 55-årig mand, som var lettere kvæstet blev bragt til behandling på det lokale sygehus.

En hund måtte aflives af en dyrlæge som følge af skader i forbindelse med branden.

Mandag eftermiddag meddelte Syd- og Sønderjyllands Politi, at den 56-årige kvinde er afgået ved døden på Rigshospitalet af sine kvæstelser efter branden.

Kvindens pårørende er underrettet, og afdøde vil blive obduceret i nær fremtid.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at man fortsat efterforsker årsagen til branden, der startede i soveværelset.