Flere personer anholdt efter angreb på den tyrkiske ambassade

Foto: Rigspolitiet

Natten til mandag i sidste uge blev den tyrkiske ambassade angrebet med brandbomber. Nu har Københavns Politi og PET anholdt flere personer i forbindelse med sagen.

Et tæt samarbejde om efterforskningen af sagen mellem Københavns Politi og PET førte til, at man lørdag gennemførte en række ransagninger flere steder på Sjælland, ligesom flere personer blev anholdt og sigtet for henholdsvis forsøg på – og medvirken til forsøg på – brandstiftelse mod den tyrkiske ambassade.

De anholdte blev sigtet efter straffelovens § 180.

To mænd blev søndag fremstillet i grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre, hvor de blev varetægtsfængslet i 24 dage.

De øvrige blev løsladt efter afhøring.

I forbindelse med den videre efterforskning, blev yderligere to mænd anholdt i løbet af i går søndag. Disse bliver netop nu fremstillet i Københavns Byret, hvor anklagemyndigheden har begæret, at retsmødet bliver afholdt for lukkede døre.

– Med de to seneste anholdelser mener vi, at vi har anholdt alle de fire personer, som konkret på dagen kastede molotov cocktails mod ambassaden, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, Københavns Politi afdeling for personfarlig kriminalitet.