Møbelfabrik i brand – nu advarer politiet mod giftige dampe

Arkivfoto: Rolf Larsen

Brandvæsnet har i flere timer i dag kæmpet mod flammerne i en møbelfabrik på Hesthøjvej i Roslev. Men politiet advarer nu om forgiftningsrisiko.

Branden brød ud i formiddags, men er under fuld kontrol, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi. Området vil fortsat være afspærret hensyn til sikkerheden, nedstyrtningsfare af bygninger samt gener i forbindelse med røgudviklingen på stedet.

Gifte dampe
Politiet meddelte tidligere på dagen, at røgen fra branden ikke havde retning mod beboelse. Men nu udsendes der alligevel en advarsel i samarbejde med embedslægen til personer, som har opholdt sig i nærheden af brandstedet.

Advarslen kommer fordi man har konstateret, at der på fabrikken var et mindre oplag af muldvarpegift, som er brændt. Slukningen af giften kan have framkaldt giftige Phosphin dampe.

Hvis man har opholdt sig i nærheden af brandstedet og efterfølgende får gener i form af luftvejsgener, hovedpine, svimmelhed eller opkast, skal man kontakte lægen.