Butikscenter hærges af unge – nu sætter politiet ind

af

I længere tid har en gruppe unge hærget i Frydenlundscentret i Aarhus V. Nu sætter politiet ind. Foto: Google Streetview.

Igennem længere tid har forretningsindehavere i Frydenlundscentret i Aarhus V oplevet at en gruppe unge har hærget i centret og skræmt kunderne væk. Nu vil politiet sætte ind.

I løbet af det seneste halve år har Østjyllands Politi modtaget flere anmeldelser fra de erhvervsdrivende ved Frydenlundscentret. Blandt andet om en gruppe unge, der generer de forbipasserende, og flere tilfælde af hærværk mod butikkerne.

Det har nu fået Østjyllands Politi til at beslutte, at man vil øge tilstedeværelsen ved Frydenlundscentret.

– Vi er allerede opmærksomme på, at vi har en udfordring med en gruppe unge, der gør det utrygt at færdes i området. Det er helt uacceptabelt, og derfor har vi i forvejen haft en periode med øget patruljering derude. Men der skal tilsyneladende mere til. Derfor øger vi vores tilstedeværelse med en opsøgende og forebyggende indsats i et tæt samarbejde med kommunen, så vi får ro i området, siger politiinspektør Martin Løye, Østjyllands Politi og fortsætter:

– Vi har i forvejen et godt samarbejde i vores restauratørnetværk, som betyder, at vi i det hele taget blev bekendt med, at der er en tilbagevendende problematik. Alle borgere skal kunne gå frit omkring uden at blive antastet på gaden og tilbudt hash, og erhvervsdrivende skal kunne have deres butikker i fred. Derfor kan jeg også kun opfordre til, at man ringer til os, hvis man oplever at blive chikaneret på den måde, siger Martin Løye.