Steg ud af skolebussen: 10-årig dreng dræbt i færdselsuheld

af

En 10-årig dreng er død efter han mandag eftermiddag blev påkørt af en bil.

Ulykken skete kort før klokken 15.30 på Bøgeskovvej i Solbjerg.

Østjyllands Politi oplyser, at redningspersonale ydede førstehjælp på stedet, men det var ikke muligt at redde den 10-årige, der døde af sine kvæstelser. De pårørende er underrettet.

Vidner har fortalt politiet, at ulykken skete i forbindelse med, at den 10-årige forsøgte at krydse vejen, efter han var steget ud af en skolebus.

Bilinspektøren er på stedet og skal nu undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.