OK18: Ingen aftale om lærernes arbejdstid

af

Formand for Forhandlingsfællesskabet og Danmarks Lærerforenign Anders Bondo Christensen. Foto: Sarah Bender

Formanden for Forhandlingsfællesskabet og forhandlingsleder på det kommunale område, danmarks læreforenings formand Anders Bondo Christensen var en glad mand, da han kunne oplyse, at et forlig var fundet på det kommunale område – men hans medlemmer er måske mindre glade.

I første omgang hed det, at der var en løsning på en af de helt store knaster i forhandlingerne, nemlig lærernes arbejdstid. Tidligere på dagen sagde Anders Bondo Christensen:

– I forhold til lærerne er der også fundet en løsning, der senere i dag bliver præsenteret for Lærernes Centralorganisation, og derefter vil indholdet blive offentliggjort.

Nu er indholdet af aftalen offentliggjort, og her fremgår det, at der ikke er indgået nogen aftale om lærernes arbejdstid. I stedet sendes spørgsmålet til en undersøgelseskommission, som de næste tre år skal afdække spørgsmålet og denne afdækning skal danne udgangspunkt for overenskomstforhandlingerne i 2021.

Dermed skal lærerne i tre år mere arbejde uden nogen aftale om deres arbejdstid, som de har gjort siden lovindgrebet efter den store lockout i 2013.