24-årig kvinde stukket i maven med kniv – samlever anholdt

af

Foto: Rigspolitiet
Nordjyllands Politi modtog i eftermiddags en anmeldelse om knivstikkeri i Overlade ved Løgstør.

Flere patruljere blev sendt til stedet sammen med to ambulancer.

– En 24-årig kvinde fra lokalområdet var blevet stukket i maveregionen og der blev påbegyndt førstehjælp til kvinden med det samme, oplyser politikommisær Henrik Staal og tilføjer:

– Kvinden var ved bevidsthed og blev bragt til Aalborg Universitets Hospital, hvor hun på nuværende tidspunkt behandles for hendes skader. Kvindens nærmeste familie er underrettet.

Samlever anholdt
På kvindens bopæl anholdt politiet hendes samlever – en 47-årig mand, som også var kommet til skade. Manden blev fløjet til Aalborg Universitets Hospital med lægehelikopteren, hvor han på nuværende tidspunkt ligeledes behandles.

Politikommissær, Henrik Staal fra Nordjyllands Politi oplyser, at begge de tilskadekomne har alvorlige skader og deres tilstand på nuværende tidspunkt er ukendt. Der er tale om en alvorlig hændelse mellem et samlevende par. Nordjyllands Politi efterforsker sagen som et forsøg på manddrab grundet skaderne på kvinden.

Den 47-årige mand forventes, at blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen.