365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Coop fjerner nu også buræg fra varerne

Af - 17/07/18 11:07

Arkivfoto: PublicDomainPictures / Pixabay

Siden januar i år har det ikke været muligt at købe buræg i Coops butikker. Men buræg bruges fortsat i virksomhedens produkter – men nu skal det også være slut.

Coop bebuder, at buræg vil være udfaset af alle Coops egne varemærker inden 2020.

– Forbrugerne har i stigende grad fravalgt friske buræg, fordi dyrevelfærden ikke er tilfredsstillende. Derfor har vi over en årrække udfaset buræggene fra vores æg-sortiment. Men det eksisterer fortsat som ingrediens i forarbejdede varer. Det er ikke så tydeligt, men det gør ikke sagen bedre. Derfor vil vi hurtigst muligt vil have erstattet buræg med andre æg med højere dyrevelfærd, siger CSR-direktør i Coop, Signe Frese.

Initiativet sker som led i Coops strategi for bedre dyrevelfærd, hvor målet er at have over 1000 varer med dyrevelfærdsmærket. Og at være fri for buræg inden 2020.

En stor del af de varer, Coop får produceret i egne mærker, produceres i samarbejde med Coop Norge og Coop Sverige. De nye krav omfatter også de varer, der sælges i de norske og svenske butikker.

– Formålet med vores plan er at dyrene skal have et bedre liv. Med vores dyrevelfærdsmærke har vi skabt en mærkning, der gør det lettere for forbrugerne at vælge, når de står i butikken, og som opmuntrer producenterne til at forbedre dyrevelfærden. Det skaber en positiv cirkel, til gavn for rigtig mange dyr, siger Signe Frese.