365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Tre mænd fængslet i sag om cykeltyveri for en halv million kroner

Af - 20/08/18 23:20

Glostrup ret. Foto: Per Johansen.

Mandag formiddag valgte Retten i Glostrup at varetægtsfængsle tre østeuropæiske mænd for indbrud hos en cykelhandler i Brøndby.

De tre mænd på 25, 28 og 39 år er sigtet for at have brudt ind og have stjålet cykler til en værdi af over en halv million kroner.

Københavns Vestegns Politi modtog klokken 01.57 natten til mandag en anmeldelse om, at et indbrud var i gang hos cykelhandlen og sendte flere patruljevogne til stedet. Her fik betjentene øje på en ældre varevogn, som var i gang med at køre fra stedet. Varevognen blev bragt til standsning, men føreren forsøgte at flygte. Føreren blev løbet op og anholdt ved brug af politihund og i varevognen fandt politiet 18 cykler.

Samtidig havde et vidne set to andre mænd der forsøgte at gemme sig i et grønt område nær cykelhandlen. Også de blev fundet ved hjælp af politihunde. To af de mistænkte mænd blev efterfølgende behandlet for hundebid.

De tre mænd blev varetægtsfængslet i to uger.