365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Arla lukker verdens ældste andelsmejeri

Af - 21/08/18 20:08

Arla Foods lukker nu Endrup Mejeri. Foto: Google Streetview.

Arla Foods har besluttet at lukke det 134 år gamle Endrup Mejeri i Endrup.

Mejeriet, der blev etableret i 1884 er ikke bare Danmarks, men verdens ældste eksisterende andelsmejeri, men ikke meget længere.

Arla Foods, som i september sidste år overtog det konkurstruede mejeri og de 12 landmænd, der leverede til mejeriet, har nu valgt at lukke mejeriet. Det står nemlig nu klart, at det ikke er lykkedes at finde en holdbar løsning for mejeriets forsatte drift.

Efter overtagelsen brugte Arla mejeriet som modningscenter og pakkeri for oste.

– Vi har afsøgt forskellige muligheder for at fortsætte vores aktiviteter på Endrup Mejeri, men afsætningen af Endrup-ostene har været mindre end ventet, og det har ikke været muligt at fortsætte på en måde, der er rentabel for os og vores ejere. Derfor vurderer vi nu, at den bedste løsning for alle parter er, at vi lukker mejeriet, siger Jakob B. Knudsen, landedirektør for Arla Danmark.

Medarbejdere hjælpes videre
Sammen med medarbejdernes fagforeninger vil Arla nu udarbejde en plan for at sikre, at mejeriets otte medarbejdere får gode betingelser for deres videre jobsituation.

– Vi har gode erfaringer med at skaffe nye jobs til berørte medarbejdere, og det har naturligvis højeste prioritet at hjælpe mejeriets medarbejdere godt videre enten igennem arbejde på andre af Arlas mejerier eller uden for Arla, siger ­­­­­­Jakob B. Knudsen.

Arla vil blandt andet tilbyde medarbejdere mulighed for efteruddannelse og hjælp til jobsøgning. Der er endnu ikke fastsat endelig dato for mejeriets lukning, men det forventes at ske i løbet af efteråret.