Midlertidig aftale sikrer Nations League-kampen mod Wales

af

Det blev en engangsforestilling med 2. divsions- og futsal-spillere på herrelandsholdet. I dag har DBU og Spillerforeningen indgået en midlertidig aftale, der betyder, at de sædvanlige landsholdsprofiler er med i Nations League-kampen mod Wales på søndag.

DBU og Spillerforeningen har aftalt, at man genoptager forhandlingerne om en ny permanent aftale og første forhandlingsmøde finder sted på mandag, d. 10. september.

I dagens aftale er DBU og Spillerforeningen blevet enige om, at kampen mod Wales spilles under de samme vilkår som tidligere, og at de kommercielle rettigheder håndteres som hidtil i aftalens løbetid.

Dagens optøning i den ellers ret fastfrosne konflikt glæder DBUs formand, Jesper Møller:

– Det er godt for landsholdet og for alle i dansk fodbold, at vi kan spille den vigtige Nations League-kamp med det rigtige landshold og igen få fokus på det sportslige.

Også i Spillerforeningen er der glæde:

– Aftalen er et skridt i den rigtige retning, og landsholdsspillerne er glade for, at de på det grundlag nu kan fokusere på kampen imod Wales på søndag, siger Spillerforeningens direktør Mads Øland.

I respekt for spillernes behov for ro til at koncentrere sig om Nations League-kampen har DBU og Spillerforeningen aftalt, at ingen af de involverede parter udtaler sig til offentligheden om den i dag indgåede aftale. Parterne har ligeledes aftalt ikke at kommentere de afsluttende forhandlinger, der straks påbegyndes.

Det er endnu uvist hvilke spillere, der ender med at spille på søndag. Først sent fredag, regner DBU med, at der kan meldes noget ud om truppen.