365Nyheder.dk

Dagens nyheder

35-årig knivdræbt – politiet efterlyser to formodede gerningsmænd

Af - 13/09/18 20:55

28-årige Kion Hjaltalin Bertelsen og 24-årige Mohammed Omar Royeq efterlyses som mistænkte for drabet på en en 35-årig mand i Haverslev. (Politifoto)
Nordjyllands Politi efterlyser to mænd som politiet mistænker for at være gerningsmænd til et knivdrabet på en 35-årig mand onsdag aften i Haverslev.

De to efterlyste er den 28-årige Kion Hjaltalin Bertelsen og den 24-årige Mohammed Omar Royeq.

– Hvis man har oplysninger om, hvor disse to mænd befinder sig, så skal man straks ringe til os på telefon 114, siger efterforskningslederen, politikommissær Carsten Straszek og tilføjer:

– Lad være med selv at rette henvendelse til dem, men ring til politiet med informationen.

Drabet
Onsdag aften kl. 21.28 modtog politiet via 112 en melding om et voldsomt slagsmål på tankstation på Industriparken i Haverslev.

Da meldingen indgik til alarmcentralen, blev der øjeblikkeligt sendt patruljer til stedet. Ikke så langt derfra fandt politiet en 35-årig mand, der var stukket med kniv. Manden blev 20 minutter efter alarmopkaldet, kl. 21.48, erklæret for død af en tilkaldt læge.

Fortsat ikke fundet
Natten og dagen igennem har politiet ledt intensivt efter de formodede gerningsmænd.

-Vores indledende efterforskning gav os hurtigt efterretninger om, hvem de formodede gerningsmænd er – så vi har fornuftige spor at gå efter. Det er et spørgsmål om tid, før vi finder dem, så de kan lige så godt melde sig selv, sagde politikommissær Carsten Straszek tidligt torsdag morgen.

Men torsdag aften, er de to efterlyste mænd, endnu ikke fundet.

En 20-årig mand, som blev anholdt kort efter klokken tre natten til torsdag på en adresse i Aalborg blev løsladt i løbet af formiddagen. Han er dog fortsat sigtet i sagen.

– Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad mandens forbindelse til sagen har været, eller hvad sigtelsen mod ham går på. Jeg kan blot sige, at han nu er løsladt, siger Carsten Straszek.