365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Politiet indfører visitationszone i Hundige

Af - 24/09/18 20:22

Politiet har indført visitationszone i Hundige. Kort: Midt- og Vestsjællands Politi.

Gersagerparken og Askerød-bebyggelsen er med i den nye visitationszone som Midt- og Vestsjællands Politi har indført i Hundige fra kl. 20.00 mandag aften.

Visitationszonen er afgrænset af følgende veje i området:

Godsvej fra jernbanestrækningen, Hundigevej, indkørsel til Hundigevej nr. 38, markskellet før beboelsen frem til Godsvej ved indkørsel til Godsvej nr. 105, Godsvej frem til Lille Vejleå, Lille Vejleå/Ishøj Sø, sti til Hundigevej, Hundigevej, jernbanestrækningen fra Hundigevej via Hundige St. til Godsvej.

Baggrunden for beslutningen om etablering af visitationszone er, at der efter politiets vurdering er en forøget risiko for, at der i området foretages en strafbar handling, som indebærer fare for personers liv, helbred og velfærd.

Der er ved vurderingen lagt vægt på, at der efter politiets vurdering aktuelt verserer en voldelig konflikt mellem to kriminelle grupperinger i København. Begge grupperinger har allierede i Hundige, hvilket allerede lokalt har ført til flere voldelige sammenstød, herunder skudepisoder i området. Det er politiets vurdering, at der pt. er en meget anspændt stemning i området, og at de implicerede grupperinger og deres allierede har adgang til våben.

Af den grund vurderer politiet, at der er en risiko for yderligere voldelige episoder.

Formålet med den målrettede indsats er at kontrollere, om nogen i området besidder eller bærer våben. Politiets indsats har til formål at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Visitationszonen er gældende til og med mandag den 8. oktober.