365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Politiet om liget på affaldssorteringen: tyder ikke på forbrydelse

Af - 4/10/18 18:29

Meget tyder på, at den 39-årige mand, der i går blevet fundet død i en affaldssortering i Nørresundby, ikke er blevet udsat for en forbrydelse. Det er opfattelsen hos Nordjyllands Politi efter liget i dag er blevet undersøgt af retsmedicinere.

– Når vi sammenholder retsmedicinernes oplysninger med informationer indhentet under vores intense efterforskning, så tyder meget på, at der ikke er begået nogen forbrydelse, siger lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen, der uddyber, at politiet opfatter dødsfaldet som en tragisk ulykke.

Vicepolitiinspektøren tilføjer dog, at politiet på nuværende tidspunkt ikke kan fastslå den præcise dødsårsag med sikkerhed. Den afdøde person har pådraget sig nogle ydre skader, der er forenelige med det arbejde, som bliver udført på stedet.

– Vi afventer den endelige rapport fra retsmedicinerne, før vi kan fastslå den endelig dødsårsag, ligesom vi heller ikke endnu har belyst alle detaljer af hans færden, siger Frank Olsen.

Og derfor fortsætter Nordjyllands Politi sin efterforskning i sagen, hvilket blandt andet indebærer tekniske undersøgelser og yderligere efterforskningsskridt.

Frank Olsen opfordrer til, at borgere, som måtte have relevante oplysninger i sagen, fx hvis de været i kontakt med ham, om at rette henvendelse til politiet på 114.