365Nyheder.dk

Dagens nyheder

Smart iPhone funktion afslørede 15-årig røver

Af - 15/10/18 12:18

Søndag formiddag blev en 32-årig kvinde udsat for røveri, da hun kort før middag kom gående på en sti ved Næringen i Risskov.

Kvinden har til politiet forklaret, at en mand pludseligt fat om halsen på hende bagfra og råbte, at hun skulle give ham sin telefon. Manden var bevæbnet med en skruetrækker, og kvinden smed med det samme sin iPhone hen til ham, hvorefter han stak af stedet. Hun fik hurtigt fat i en borger tæt på, der alarmerede politiet.

Da patruljen kom frem, fortalte kvinden, at hun havde funktionen “Find min iPhone” på sin telefon. Det lykkedes på den måde betjentene at få signal fra telefonen, der ledte dem til en opgang med lejligheder tæt på, hvor kvinden blev overfaldet.

Ud fra kvindens gode signalement af gerningsmanden fandt patruljen frem til en 15-årig beboer, som sad hjemme i sin lejlighed, da betjentene bankede på. Den 15-årige nægtede i første omgang at kende til røveriet. Betjentene ringede til telefonen og kunne med det samme høre den. Den viste sig at ligge nedenfor den 15-åriges vindue, og efter en ransagning af lejligheden fandt patruljen også en skruetrækker, som svarede til den, kvinden var blevet truet med.

Fundet af skruetrækkeren og telefonen fik den 15-årige til at erkende røveriet, og mindre end en time efter overfaldet, blev han anholdt og sigtet for røveri – og kvinden fik sin telefon tilbage.