I morges kl. 04.20 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om en alvorlig hændelse i Hadsund.
Politiet har i den forbindelse foretaget anholdelse af en mistænkt, en 20-årig mand, der bor i lokalområdet.
Den anholdte forventes senere i dag fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Aalborg.
Stor efterforskning i gang
Politiet er massivt til stede i området omkring gerningsstedet, hvor et større efterforskningsarbejde lige nu er i gang. Det betyder, at der er teknikere, som arbejder på stedet, ligesom der er nogle personer, der afhøres. Der foretages ligeledes en række såkaldte forhøringer i området, hvor politiet er ved at finde ud af, om der er yderligere personer, som har set eller hørt noget af betydning for sagen.
– Vi efterforsker sagen som et drab, men vi kan af hensynet til vores igangværende efterforskning ikke på nuværende tidspunkt oplyse yderligere til offentligheden, siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, Niels Kronborg.